Recipes Æbleskiver med kærnemælk

Published on december 26th, 2015 | by Lola

1

Æbleskiver med kærnemælk

Æbleskiver med kærnemælk – findes der nogen bedre spise i december? Jeg har lånt denne gammeldags opskift fra Julie Karla, som har den fra sin oldemors opskriftsbog. Opskriften har den helt rigtige balance – og til jul sætter jeg pris på traditionsrige opskrifter. Men det betyder selvfølgelig ikke, at du skal snydes for gode variationsmuligheder.

Ingredienser

5 dl. kærnemælk
2 æg
2 spsk. sukker
300 g. hvedemel
1 tsk. kardemomme
Skal af 1/2 økologisk citron
1/2 tsk. ren vaniljepulver (eller 1/2 vaniljestang
1 nip salt
1 tsk. natron
Rigeligt smør til panden

Sådan gør du

  1. Bland kærnemælk sammen med sukker og æg.
  2. Tilsæt mel, kardemomme, fintrevet citronskal, vanilje, salt og natron, og pisk det hele godt sammen.
  3. Lad dejen stå og trække lidt, hvis du har tid (det er ikke nødvendigt, men det giver så luftige æbleskiver, hvis du har).
  4. Varm æbleskivejernet godt op og kom smør i alle hullerne.
  5. Fyld hullerne halvt op med dej og vend æbleskiverne, når de er blevet lysebrune og lidt sprøde på den ene side.
  6. Bag æbleskiverne færdige.
  7. Fortsæt samme procedure med en ny portion dej, og husk altid at putte smør i hullerne, før dejen kommes i.

Når æbleskiverne er færdigbagte serveres de med syltetøj og flormelis. Velbekomme!

Variationer af æbleskiver

Det er selvfølgelig muligt at variere æbleskiverne, som du lyster. Fx kan du justere mængden af sukker, kardemomme, citronskal mv. Eller du kan gøre som mig og erstatte citronskallen med skallen af 1 lime. Det giver en mere frisk smag til æbleskiverne.

Hvis du hører tillakridselskerne, kan du også vælge at tilsætte lidt lakridspulver til dejen sammen med kardemommen og vaniljen – eller måske i stedet for en af delene. Når jeg bruger lakridspulver til bagning, vælger jeg som regel det fra Johan Bülow.

Hvis du er mere til chokolade, har jeg også set eksempler med at komme lidt godt chokoladepulver i dejen og så fylde æbleskiverne med en lille klump chokolade (hvid, lys eller mørk efter smag).

Fyldte æbleskiver

Du kan selvfølgelig også vælge at fylde dine æbleskiver med små stykker af æble (forsteg dem gerne lidt i smør) eller komme lidt æble-/frugtkompot, marcipan, nougat, chokolade eller andet godt i dem.

Hvis du vælger at anvende fyld, så husk, at hullerne ikke skal fyldes helt op med dej, men kun ca. 2/3. Herefter lægger du dit fyld i, lader dem stege som ovenfor, og vender skiverne forsigtigt.

Hvis du bruger kompot, kan du med fordel nøjes med at fylde hullerne halvt op, komme en teskefuld kompot i og toppe med lidt mere fyld, så det holder på kompotten, inden du skal vende æbleskiverne.

Tags: , , , ,


About the Author

Interesseret i dansk og international politik, slægtsforskning og ikke mindst HR, som jeg arbejder med til dagligt. Derudover er jeg aktiv i Europabevægelsen og har i 2014 cyklet fra København til Paris med Team Rynkeby. Og så deler jeg af og til opskrifter og tanker med folk på min webside.



One Response to Æbleskiver med kærnemælk

  1. Pingback: Pandekager som i gamle dage - eller med et twist - Lola H. Bentsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to Top ↑

UA-40140679-1